Andreas Barsøe Bennetzen
a.k.a Andreas Bennetzen, Android Bennet, Mr. Dynamobass, Andy Benz, Andy Bennet.
Sammenfattende CV:
Kontrabassist/iscenesætter/performer/komponist.
Klassisk musiker uddannet på DKDM og DFM, med solistklasse debut i 2003. Med en baggrund i jazzmusik fra skolegangen på Bernadotteskolen og Aurehøj Gymnasium og et hjem hvor der blev lyttet til soul, hip-hop og reggae er Andreas Bennetzen en alsidig og efterspurgt musiker, der både kan indspille med DR Radiounderholdningsorkestret og hip-hop rockerne Revoltage.
Andreas spiller/indspiller bl.a. med, Det Kgl. kapel, DR’s faste ensembler, Efterklang, Clemens, Keld Heick, Johnny Stage, Revoltage, Poeten og Lillebror, Salem, Karl Bille, Claus Hempler, Martin Hall, Pharfar, Glamorama og Bjørn Svin.
Andreas beskæftiger sig meget med improviseret musik, ny musik, performance, sammenspillet mellem improviseret musik, contact improvisation og interaktiv kunst. Dette har ført til samarbejder med bl.a. Pivot Performance, Ture Larsen og Copenhagen Art Ensemble, komponist Kuno Kjærbye, koreograf Steen Koerner, Pipaluk Supernova, Karl Gillick (San Fransisco), Gregers Kirkegaard og Helle Fuglsang. Andreas er medlem af kunstnergruppen Halfmachine og medejer af MS Halfmachine. Andreas rolle er iscenesætter, huskomponist, musikkoordinator. Stod i maj 2008 for søsætningen af verdens største amatørbyggede ubåd UC3 Nautilus. En event der bliver en del af en dokumentarfilm om Ubåden og dens bygger, Peter Madsen, til National Geographic channel. www.halfmachine.dk
Har sammen med Helianne Blais stiftet ensemblet Purple Strings, der er et af Danmarks eneste strygerensembler med speciale i rytmisk musik.
Andreas er siden 2007 fast tilknyttet Næstveds kommunes nye egnsteater, Det Lille Turnéteater på forestillingen ”Hamlet” som turnerer i hele verden. www.dltt.dk
Har modtaget talrige legater til både sig selv og projekter han har ledet.
Har skrevet værker for hans egne orkestre og bestillingsværker som Turn Back Time til Biografkoncerten, As Days Go By til Langvad Chamber Music Days og On One for All til Bassissimo 2005 uropført i DR.
Formand for Dansk Kontrabasselskab i perioden 2000-2006. Kunstnerisk leder af Bassissimo 2005 og stifter af Minibassissimo for børn og unge.

